
Så har vi åbnet for tilmelding til Roskolen 2026 i Sletten.
Formål
I havkajakmiljøet ser man alt for ofte, at nye roere tager et hurtigt kursus til IPP2, men derefter ikke føler, at de har gode rovenner, evner eller tillid til at kunne håndtere havkajakken godt nok til at kunne få de mange oplevelser, der er ved havkajak. Det være sig fællesroninger, roning i forskelligt vejr, det hyggelige ved at tage på ture andre steder i landet eller til det nære udland, ro på skæve tidspunkter, ro igennem vinteren, ro om natten, ro i bølger og meget andet. Det er ærgerligt - mener vi. Formålet med vores roskole er derfor at give jer tiden til at opnå de færdigheder, der skal til, så I får lyst til at vælge de oplevelser, I vil på og samtidigt lære en masse nye venner at kende, som I kan ro med.
Åbent hus søndag den 17. maj kl 13.00 - 16:00
Kom til åbent hus og mød klubben, dens medlemmer samt få en gratis prøvetime med instruktør. Vi har alt udstyr og beklædning, så alt du skal have med er, et par sko, der kan tåle vand (med hælkappe) og uldundertrøje/tynd fleece. Du finder os på Stranden nede i Sltten Havn ved P-pladsen.
Pensum
Skolen er et slags langsomt læringsprogram, men stadig et ambitiøst og struktureret forløb, det er ikke sammenligneligt med de kommercielle IPP1 og IPP2 weekendforløb, fordi I får langt mere tid og indhold på roskolen, netop fordi der er så meget mere at lære, og fordi det tager længere tid at få lært det hele rigtigt. Vi har derfor tid nok til at komme forbi de samme ting og varianter af de samme ting flere gange, så alle kan få dem lært i eget tempo. Er du nysgerrig efter mere info, så læs beskrivelse af Roskolen her: Roskole 2026.
Tilmelding til Roskole
Er du allerede frisk på at komme iganf, så kan du tilmelde dig vores roskole for 2026 og samtidig blive meldt ind i klubben. Kurser starter 31/5 og koster 2.000 kr.